Igangværende og kommende byggeprojekter

Her kan du danne dig et overblik over igangværende og kommende byggeprojekter.

Renovering af Hasselbo / Center for rehabilitering

Københavns Ejendomme renoverer Center for rehabilitering og akutpleje, også kendt som Hasselbo, beliggende Bystævneparken 17-18. Renoveringen indebærer udskiftning af alle facader, der vil give bygningerne et moderne og tidssvarende udseende. Derudover vil den højeste af bygningerne blive udstyret med store sydvendte altaner, der vil tilbyde beboerne en ubrudt udsigt over det omkringliggende landskab. Som et ekstra grønt præg vil der blive etableret en stor tagterrasse mellem de lave bygninger, som vil blive omgivet af frodige grønne tage. Den omfattende modernisering inkluderer også en betydelig opgradering af alle installationer for at imødekomme behovene i de nye faciliteter.

Opgaven er igangsat juli 2024 og forventes at vare frem til foråret 2027.

Nyt botilbud (for voksne med psykiske udfordringer)

Byggeri København opfører et nyt og tidssvarende botilbud for voksne med psykiske udfordringer. Botilbuddet erstatter det eksisterende Rønnebo botilbud. 

Byggeriet, der bliver placeret lige syd for indgangen til Bystævneparken, er påbegyndt og står færdigt i midten af 2028.

Ny daginstitution

Byggeri København opfører ny, moderne daginstitution, der på sigt erstatter den eksisterende daginstitution, Børnehuset ByToften. 

Byggeriet begynder efteråret 2026 og står færdigt i 2028.

Byggemodning, veje og ny forsyning

Byggeri København gennemfører en række lednings- og trafikomlægninger for at sikre, at driften og trafikken kan fungere ordentligt i området. 

I efteråret 2026 vil der blive etableret ny vendeplads ved det eksisterende Rønnebo.

I foråret 2027 vil der blive etableret nye forsyningsledninger og anlagt første del af en ny vej syd for den nye daginstitution og botilbud.