Kontakt og spørgsmål/svar

Her på siden finder du kontaktinformation, og nederst på siden finder du svar på ofte stillede spørgsmål.

Kontaktinformation

Bystævneparken – sekretariat for arealudvikling

Hvis du har spørgsmål til byggeprojekterne i Bystævneparken og den kommende forandring af området, kan du skrive til sekretariat for arealudvikling i Københavns Kommune på kontaktbystaevneparken@kk.dk.

Kontakt ved driftsforstyrrelser og akutte problemer

Fungerer alt som det skal? Kontakt Københavns Ejendomme (KEJD), hvis du oplever akutte problemer relateret til byggeri og anlæg i Bystævneparken. 

https://minejendom.kk.dk/kontakt 

Ved akutte problemer uden for åbningstid kan du ringe til Rådhusvagten på 33 66 33 66.

Spørgsmål/svar om byggeproces og tidsplan

Fold alle ud

Hvornår går byggeriet i gang, og hvornår er byggeriet afsluttet?

Nedrivningen af Poppelbo og Lærkebo afsluttes i udgangen af 2026.

I begyndelsen af 2026 går byggeriet af et nyt botilbud og en ny daginstitution i gang.

Der bygges plejehjem og private boliger i en lang årrække.

Hvem har besluttet at Bystævneparken skal forandres?

Omdannelsen hviler på en række politiske beslutninger. 

Borgerrepræsentationen vedtog i 2015 at igangsætte en byudviklingsstrategi for det udsatte byområde Tingbjerg-Husum, hvor omdannelse af Bystævneparken indgår.

 I september 2025 er der vedtaget en ny lokalplan for Bystævneparken, som muliggør omdannelsen. 

Hvorfor bliver der revet bygninger ned?

Udviklingen af Bystævneparken er en del af den samlede byudvikling i Husum Nord og Tingbjerg. Målet er at skabe en tryg og blandet bydel med gode forbindelser til resten af området.

Nedrivningen sker af flere grunde, som er blevet undersøgt grundigt. Bygningerne er i meget dårlig stand og indeholder mange miljøskadelige stoffer. Derudover vil det være både konstruktionsmæssigt svært og pladsmæssigt begrænsende at ombygge dem til moderne plejeboliger eller familieboliger med gode lysforhold.

Hvorfor renoverer man ikke bygningerne fremfor at rive dem ned?

Nedrivningen sker af flere grunde, som er blevet undersøgt grundigt. Bygningerne er i meget dårlig stand og indeholder mange miljøskadelige stoffer. Derudover vil det være både konstruktionsmæssigt svært og pladsmæssigt begrænsende at ombygge dem til moderne plejeboliger eller familieboliger med gode lysforhold.

De fleste af bygningerne i Bystævneparken er registreret med en SAVE-værdi på 4, som er en middel bevaringsværdi. I Kommuneplan 2024 er bygningerne ikke udpeget som bevaringsværdige. Der bevares bygninger med et etageareal på ca. 8.800 kvadratmeter, mens resten af den eksisterende bebyggelse i området rives ned. Bygningerne er nedslidte og ikke tidssvarende som plejeboliger. Herudover er der fundet sundhedsskadelige stoffer, som gør, at de ikke er genanvendelige til boligformål. Det er derfor besluttet, at de skal nedrives. Der vil være mulighed for at genanvende eksisterende byggematerialer bl.a. til nybyggeri i området.

Spørgsmål/svar om trafik og parkering

Fold alle ud

Hvad sker der med trafikken under og efter byggeriet?

Der vil de kommende år være byggeri både i Bystævneparken, på vejen Bystævnet, hvor HOFOR skal lægge stor regnvandsledning fra september 2025-2026, en ny vejforbindelse over Vest Volden, hvor Bystævneforbindelsen forventes at blive etableret medio 2026-2027 og en renovering af Voldparken og andre boligbebyggelser. 

Københavns Kommune har lavet en samlet etape- og trafikafviklingsplan for byggeperioden. Planen  sikrer at beboere, ansatte og brugere i området kan færdes trygt.

Hvordan bliver parkeringsforholdene i fremtiden?

I fremtiden vil 80 procent af parkeringen i Bystævneparken være i et nyopført P-hus, der kommer til at ligge ud mod Bystævnet. De resterende 20 procent af parkeringen vil være på terræn.

Hvad sker der med busser og offentlig transport, mens byggeriet foregår?

Busdrift

Der er en tæt dialog med Movia og vejmyndigheden om, hvordan busdriften kan fungere i anlægsperioden. Der er endnu ikke truffet beslutninger om konkrete løsninger.

BRT/Letbane

Der er gennemført en række undersøgelser, men der er ikke truffet beslutning om BRT eller letbane mellem Nørrebro St. og Gladsaxe Trafikplads via Tingbjerg. Der pågår en politisk debat om BRT, letbane og metro. I planlægningen og udviklingen af Tingbjerg og Husum er der afsat plads til eventuel kommende højklasset kollektiv transport.

Spørgsmål/svar om områdets udformning og miljø

Fold alle ud

Hvad er status på Bystævneforbindelsen og Vestvoldens affredning?

I juni 2024 vedtog Folketinget to love, der muliggør en vejforbindelse over Vestvolden.

Lovene fastsætter den præcise placering af broen, at Vejdirektoratet skal anlægge forbindelse, samt at KK skal finansiere og overtage vejen efterfølgende. Vejdirektoratet har opstartet arbejdet med vejforbindelsen i efteråret 2024, og det forventes, at vejforbindelsen står færdig i 2027. 

I foråret 2025 blev området indledningsvist ryddet, og dyrene blev sikret.

Du kan besøge Vejdirektoratets hjemmeside for information om den nye vejforbindelse over Vestvolden mellem Tingbjerg og Husum:

https://www.vejdirektoratet.dk/projekt/ny-vejforbindelse-mellem-tingbjerg-og-husum

Hvad sker der med træerne i området?

For at sikre det landskabelige udtryk, som karakteriserer området i dag, stiller lokalplanforslaget krav om bevaring af 72 af de i alt 123 udpegede bevaringsværdige træer. For at styrke områdets grønne karakter plantes der mindst 239 nye træer, bl.a. langs veje, i byrum og i gårdrum. Af de nye træer er ca. halvdelen hjemmehørende. Der stilles desuden krav om bede til facadebeplantning på de fleste bygninger.

Hvad er ambitionerne ift. CO2 og bæredygtighed i byggeriet?

Kommunen er grundejer for hele området i dag. Gennem stiftelse af en grundejerforening og ved udbud og salg af byggeret har kommunen mulighed for at indarbejde målsætninger om CO2 og bæredygtighed, som går længere end de almindelige standardkrav via bygningsreglement mv. 

I forbindelse med nedrivningen af de eksisterende bygninger, bliver der taget initiativer, der fremmer cirkularitet. Det vil sige genbrug og genanvendelse af byggematerialer.

Spørgsmål/svar om boliger og fællesskaber

Fold alle ud

Hvad sker der med rækkehusene?

Rækkehusene er kommunalt ejede og er tidligere funktionærboliger, der var tilknyttet institutionerne i området. De lejes i dag ud til tidligere ansatte. For at realisere lokalplanen skal boligerne nedrives. 

Der pågår en dialog med beboerne om bl.a. tidsplan for fraflytning og mulighederne for at tilbyde passende erstatningsboliger.

Hvorfor kommer der ikke almene boliger i Bystævneparken?

Det er på baggrund af områdets status som omdannelsesområde (tidligere ghettoområde), at der ikke stilles krav om almene boliger. Skoledistriktet har 28 procent almene boliger. 

Almene bofællesskaber betragtes som familieboliger og er derfor ikke relevant i Bystævneparken jf. udviklingsplanen, da de vil tælle i den forkerte retning i forhold til nedbringelsen af andelen af almene familieboliger.  

Hvad gør Københavns Kommune for at skabe mulighed for bygge- og bofællesskaber?

Lokalplanen disponerer området på en måde, så det er muligt at udstykke og frasælge relativt små byggefelter med et lavt antal boligenheder. Dette giver mulighed for bygge- og bofællesskaber. Udbud kan tilrettelægges således, at der er mulighed for at byde ind med bygge- og bofællesskaber.

Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget skal tage stilling til udbud af grunde i Bystævneparken, herunder hvordan forskellige modeller kan bringes i spil for at fremme bygge- og bofællesskaber.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er interesseret i at indgå i et bygge- eller bofællesskab?

Du kan tilmelde dig Teknik- og Miljøforvaltnings nyhedsbrev, hvor du vil få seneste nyt om informationsmøder og kommende udbud mm.

For at få information direkte, når der er nyt om bygge- og bofællesskaber i Københavns Kommune, kan du sende en mail til byggefaellesskaberikoebenhavn@kk.dk

Orienter dig gerne på Københavns Kommunens hjemmeside for info om eksisterende og kommende bygge- og bofællesskabsprojekter. Du kan også begynde at organisere dig tidligt i processen – det tager tid at blive klar til at byde på en grund. Læs gerne kommunens vejledning for almene bofællesskaber, der indeholder gode råd og vejledning: Bygge- og bofællesskaber | Københavns Kommune

Hvad er tidshorisonten for bygge- eller bofællesskaber i Bystævneparken?

Der forventes politisk beslutning om udbudsstrategien medio 2025.

Selve udbuddet af byggeriet forventes at finde sted i 2026 og omfatter etageboliger, mens de senere etaper med rækkehuse forventes udbudt fra 2028.