Udviklingsplanerne

Planerne for omdannelse af Bystævneparken har været længe undervejs.

Borgerrepræsentationen godkendte i 2015 en samlet strategi for at udvikle bydelen Tingbjerg/Utterslevhuse. Strategien er udviklet af Københavns Kommune og boligselskaberne fsb og SAB. En del af strategien er at omdanne det kommunalt ejede område Bystævneparken fra at være et relativt lukket institutionsområde til et åbent, grønt og trygt byområde med et varieret udbud af boliger samt institutioner. 

Bystævneparken indgår i den lovpligtige udviklingsplan for ’Tingbjerg/Utterslevhuse’, udarbejdet af Københavns Kommune og boligorganisationerne fsb og KAB/SAB, der er vedtaget af Borgerrepræsentationen 20. juni 2019. Som følge af loven skal udviklingsplanen beskrive, hvordan andelen af almene familieboliger i Tingbjerg nedbringes fra 96 procent i 2010 til 40 procent i 2030, hvoraf udviklingen i Bystævneparken skal bidrage med 10 procent af den samlede nedbringelse ved nybyggeri af boliger, institutioner og andet. En forudsætning i udviklingsplanen er, at der etableres en vejforbindelse mellem Husum og Tingbjerg over Vestvolden, hvilket er igangsat med en anlægslov vedtaget i Folketinget den 4. juni 2024.

Lokalplanen og miljørapport

I 2021 vedtog Borgerrepræsentationen ’Helhedsplan for udvikling af Bystævneparken’, som er baggrunden for udarbejdelsen af lokalplanen. Lokalplanen er vedtaget i Borgerrepræsentationen 18. september 2025.

I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen er der foretaget en miljøvurdering af planen, hvor der også er udarbejdet en miljørapport og en sammenfattende redegørelse. Nederst på siden finder du link til lokalplanen. Bystævneparken skal udvikle sig til en åben og tryg bydel med nye boliger, institutioner og erhverv. Der bliver skabt nye veje, stier og grønne områder. Området får direkte adgang til Vestvolden og bliver mere forbundet med resten af byen.